Paradentose behandling

Paradentose (parodontose) er en tandsygdom. Paradentose opstår hvis tandkødet er betændt i en længere periode uden det behandles. Ved en ubehandlet tandkødsbetændelse får bakterierne lov til at sprede sig. Rammer paradentosebakterierne først de dybereliggende væv (også kaldet støttevævet) i tandkødet og tandroden, kan det medføre at kæbeknoglen nedbrydes og tænderne løsner sig. Når bakterierne bevæger sig ind mod knoglen vil de nedbryde rodhindefibrene på vejen, og tandkødslommen vil blive dybere. Rodhindefibrene er med til at holde tænderne fast i kæbebenet, hvorfor en nedbrydning af disse gør tænderne løse. Jo længere paradentosen forbliver ubehandlet, jo dybere vil tandkødslommen blive og desto løsere vil tænderne blive. Det er også grunden til at paradentose kaldes ”de løse tænders sygdom”.

Det er sjældent at paradentose giver symptomer før tilstanden er fremskreden. Det er derfor vigtigt, at du går regelmæssigt til tandlægen, der kan kontrollere tandkødets sundhed, og hvis nødvendigt igangsætte en behandling så tidligt som muligt i tilfælde af tandkødsbetændelse eller tegn på paradentose. Tandlægen kan bl.a. ved at måle tandkødslommerne, som sidder rundt om tænderne, opdage paradentose. En sund og rask tandkødslomme er 1-3 mm dyb, mens tandkødslommer over 5 mm kan være et tegn på paradentose. Ved meget fremskreden paradentose kan tandkødslommen være helt op til 12 mm dyb.

Er paradentosen allerede langt fremskredet, kan tænderne føles løse og tandkødet kan føles ømt ved tandbørstning eller ved indtagelse af mad. Derudover kan betændelse i tandkødet også medføre tandbylder, som er hævede, ømme og fyldt med pus (materie). Opdager man at ens tandkød bløder, kan det ligeledes være et forvarsel om, at der er paradentose i optræk, og det er derfor vigtigt at opsøge en tandlæge. Endvidere kan dårlig ånde også være et tegn på begyndende paradentose.

Det skønnes at ca. 50 % af befolkningen udvikler paradentose i løbet af livet. Hos mennesker med svækket eller nedbrudt immunforsvar kan paradentose udvikles hurtigere end hos mennesker med et normalt immunforsvar. Et svækket eller nedbrudt immunforsvar ses ofte i forbindelse med fx stress, rygning, HIV, kræft eller blodsygdomme. Dog kan behandlingsresultatet blive ligeså godt, som hos mennesker med et normalt immunforsvar.

Hos mennesker med diabetes (sukkersyge), kan et dårligt reguleret blodsukker øge risikoen for en mere aggressiv paradentose. Omvendt kan en ubehandlet paradentose også øge risikoen for en forværring af sukkersygen på grund af et øget antal bakterier i boldbanerne. Derudover kan en ubehandlet paradentose også øge risikoen for hjerte-kar sygdomme, igen på grund af det øgede antal bakterier i blodbanerne.

Paradentose udvikler sig over tid og starter oftest først i 30-40 års alderen hos både mænd og kvinder. Efter 40 års alderen er paradentose dén mest almindelige årsag til tab af tænder. Jo tidligere paradentose diagnosticeres aldersmæssigt, desto mere aggressiv er sygdommen og jo mindre modstandsdygtigt vil man desværre også være overfor sygdommen.

Hvis paradentose opdages i tide, er der gode chancer for en vellykket behandling. Dog skal patienten efterfølgende gå til kontrol, for at sikre at parodontosen ikke blusser op igen, og derved risikerer at knogletabet øges. Det er utrolig vigtigt, at de aftalte kontrolbesøg overholdes for at sikre, at der ikke sker tilbagefald. Tandkødslommernes dybde skal måles og mundhygiejnen kontrolleres.

Når sygdommen er konstateret, skal omfanget kortlægges, hvilket bl.a. kan gøres ved at måle tandkødslommerne, da dybden på tandkødslommerene er et udtryk for, hvor meget kæbeknoglen omkring tænderne er nedbrudt. Det kan endvidere være nødvendigt at tage røntgenbilleder af tænderne for at få det præcise billede af sygdommens omfang.

Afhængig af sygdommens omfang, igangsættes enten en almindelig- eller udvidet paradentose behandling. Ved en almindelig paradentose behandling fjernes tandsten, bakteriebelægninger og eventuelle fyldninger pudses glatte, så bakterierne i fremtiden ikke kan sætte sig så nemt fast. Der skelnes oftest mellem fjernelse af tandsten og bakteriebelægninger, der sidder på tænderne over tandkødet, samt fjernelse af tandsten og bakteriebelægninger, der sidder på tændernes rodoverflader under tandkødet i tandkødslommerne. Oprensning af tandkødslommerne kan foretages i lokalbedøvelse, hvis tandkødet er betændt og derfor meget ømt.

Ved behandling af aggressiv paradentose kræves en udvidet behandling, hvor anvendelse af antibiotika, som er specifikt rettet mod paradentose bakterier, kan være nødvendig. En behandling af fremskreden paradentose med meget dybe tandkødslommer, kræver en operation af tandkødet. Der skelnes mellem to typer tandkødsoperationer (gingivektomi og lapoperatio). Ved gingivektomi brændes eller skæres tandkødslommerne væk og ved lapoperation skubbes tandkødet til side, hvorved der skabes overblik over rodoverfladerne og knoglen, som renses og betændt tandkød fjernes. Det overordnede formålet med begge operationer er at skabe bedre forhold for patienten, så det er muligt at holde tænderne fri for bakteriebelægninger i fremtiden og standse udviklingen af paradentosen.

En vellykket behandling kræver at patienten i fremtiden øger sin mundhygiejne og foretager en omlægning af den daglige tandpleje.

Paradentose forebygges bedst ved at opretholde en god mundhygiejne dagligt. Udover tandbørstning bør tandstikker, tandtråd eller flaskerensere anvendes. Ydermere kan man skære ned på de sukkerholdige fødevarer såsom sodavand og karamel samt chips, hvor resterne bliver siddende mellem tænderne i lang tid.

Læs mere om paradentose her.

Ved ledningsanalgesi vil bedøvelsen typisk være længere om at aftage, end ved infiltrationsbedøvelse. Er bedøvelsen derimod lagt som computerstyret bedøvelse, vil det tage kortere tid for bedøvelsen at klinge af. Hvor længe bedøvelsen er om at aftage for den enkelte afhænger meget af, hvor præcist bedøvelsen er lagt, hvor meget bedøvelsesvæske, der er anvendt samt patientens generelle fysiske position. Det er derfor meget individuelt, hvor længe man kan mærke bedøvelsen, men de fleste bedøvelser aftager i løbet af et par timer.